Politiet har evakueret alle beboerne i en opgang i Københavns sydhavnskvarter efter fundet af sprængstof i en lejlighed.
I øjeblikket er politiets sprængningseksperter i gang med at undersøge kassen, der indeholder fem rør med sprængstof med en samlet vægt på godt et kilo.
- Vi har vurderet, at her er tale om en alvorlig situation. Meget tyder på, at der er tale om farligt militært sprængstof – derfor har vi taget de nødvendige forholdsregler, siger Gunnar Nørager, kriminalpolitiets centrale vagtleder til Avisen.dk.
Politiet har afspærret flere gader i området, og man overvejer at udvide evakueringszonen til 300 meter. Politiet vil ikke oplyse, hvem der ejer sprængstoffet og har placeret det i bygningen.
- Vi har en temmelig god formodning, men vil ikke oplyse mere på grund af efterforskningen, siger Gunnar Nørager til Avisen.dk.
Sprængstoffet blev fundet af håndværkere, der arbejdede i lejligheden, og er muligvis af ældre dato. Bygningen ligger på Händelsvej cirka hundrede meter fra Sjælør Station.