Den hæderkronede engelske tv-kanal BBC er blevet afsløret i snyd.
I det populære quizshow Saturday Night National Lottery Quiz Show. I showet får seerne - og publikum - indtryk af at deltagerne i quizen 1 mod 100 , der kan vinde helt op til én million kroner, vælges tilfældigt blandt publikum.
Men det er ikke tilfældet, har det nu vist sig. Ifølge Daily Mail har folkene bag showet således på forhånd udvalgt den person, de vil have til at deltage. Personen udvælges lidt forenklet sagt efter charme, selvtillid og lækkert hår.
Snyderiet blev afsløret, da en mand ved navn Dennis Powell helt tilfældigt blev udvalgt blandt de mange publikummer. Det særlige ved 41-årige Dennis Powell er, at han er et kendt - og elsket - tv-ansigt, der har optrådt i en lang række engelske quizprogrammer på BBC, blandt andet Det svageste led , Er du klogere end en 10-årig og Deal or no deal .
Og det virkede næsten for godt til at være sandt, at det lige var ham, der blev kaldt op til quiz-værten. Og det var det da også.
BBC har erkendt snyderiet, men kanalen siger til sit forsvar, at den udvalgte deltager ikke på forhånd er blevet informeret om, at han eller hun er blevet valgt ud. For deltagerne er det en overraskelse at blive trukket ud.
BBC forsvarer sig også med, at de på intet tidspunkt direkte har sagt, at deltagerne udvælges tilfældigt, selvom de dog erkender, at det mok er det indtryk, som både seere og publikum har af showet.