Søndag besøgte han basaren for første gang, mandag skrev han under på lejekontrakten til den sidste ledige restaurant i madgaden, og siden har han sammen med familie og venner knoklet i døgndrift for at nå at blive færdig med at indrette sig, inden Prins Joachim i dag kommer forbi og indvier Bazar Fyn.
Arbejder hele natten
27-årige Adda Mohamad var nok en af de travleste butiksindehavere i Bazar Fyn, da der i går blev lagt sidste hånd på Nordeuropas største basar, inden den officielle åbningsceremoni løber af stablen i dag.
»Alle, der holder af mig, hjælper mig, så jeg håber, jeg når at blive færdig. Men vi skal arbejde hele natten,« sagde den nybagte indehaver af basarens eneste mellemøstlige restaurant, der klokken 12 i dag skal være klar med mad til prinsen og 34 andre receptionsgæster.
Men Adda Mohamad var langtfra den eneste, der i går havde travlt inden prinsens besøg i dag.
Stress for alle
»Der er da stress på for os alle, for vi vil jo gerne gøre det så godt som muligt,« sagde leder af Bazar Fyn Peter Bisgaard. Han er dog ikke bange for, at tidsplanen skal skride.
»Det er gået helt planmæssigt. Lige nu er det kun finjusteringer, vi arbejder på, så alt bliver klart,« forsikrede Peter Bisgaard, der ligesom Adda Mohamad så frem til en lang nat med forberedelser.