Bayern München skulle kun bruge fire minutter, før de forsvarende Champions League-vindere havde sikret sig en vis tryghed i gruppekampen mod CSKA Moskva, som tyskerne vandt 3-0.
På dette tidlige tidspunkt af kampen trak David Alaba et frispark, og han valgte at sparke selv.
Alaba sparkede bolden over CSKA Moskvas frisparksmur, og bolden dykkede nok til at stryge i nettet. CSKA's målmand Igor Akinfeev havde en hånd på, men kunne ikke holde det hårde skud.
Tyskerne fortsatte i opskruet tempo. Mario Mandzukic havde et hav af chancer - den første kun tre minutter senere. Denne gang snuppede målmand Akinfeev bolden.
Midt i første halvleg havde Bayern München en boldbesiddelse på 75 procent. Tyskerne overlod dog lidt mere spil til russerne. Men også kun en smule, og de førte ikke til væsentlige russiske muligheder.
Mandzukic skød på stolpen efter 37 minutter, men få minutter senere fik han den scoring, som havde ligget i luften fra kampens start.
Det skete efter endnu en dødboldsituation - et indlæg fra Arjen Robben, som tre Bayern-spillere nærmest stod i kø for at hovedstøde i nettet. Mandzukic kom højest, og så stod der 2-0.
Billedet var det samme i anden halvleg. Russerne fik lov at have bolden lidt mere, men Bayern gav aldrig slip, og 20 minutter før tid øgede Arjen Robben til 3-0. Denne gang efter fornemt forarbejde af Franck Ribery og David Alaba.
I den anden kamp i gruppe A tog Shakhtar Donetsk til Baskerlandet og besejrede Real Sociedad med 2-0. Brasilianeren Alex Teixeira scorede begge mål for Donetsk i anden halvleg.
/ritzau/