Der var drama til det sidste, da Bayern München lørdag aften slog Dortmund efter straffesparkskonkurrence i den tyske Supercup.
Kampen mellem de to tyske giganter blev spillet på Dortmunds hjemmebane, Signal-Iduna-Park, der var propfyldt til lørdagens opgør.
Undervejs så det ud til, at Dortmund-spillerne ville give deres tilhængere en festlig aften. Festen blev dog spoleret, da Bayern udlignede i sidste minut af den ordinære spilletid og herefter vandt på straffe.
Dortmund bragte sig foran i opgøret, da det efter 12 minutter blev 1-0.
Bayern fumlede i forsvaret, og Christian Pulisic opsnappede bolden og løb ned og passerede Sven Ulreich, der vogtede Bayern-målet.
Føringen holdt dog kun i seks minutter, før Robert Lewandowski udlignede.
En høj bold splittede Dortmunds forsvar. Fra kanten sendte Joshua Kimmich bolden fladt ind i feltet, hvor Lewandowski dårligt kunne undgå at score ved at sætte foden på bolden.
Efter pausen lignede det et opgør, der kunne ende uafgjort. Men med 20 minutter igen viste Pierre-Emerick Aubameyang klassen.
Ousmane Dembélé sendte Aubameyang afsted på en perfekt stikning, og Gabon-angriberen løftede fornemt bolden over den fremstormende Ulreich i Bayerns mål til 2-1-føring.
To minutter før tid fik Bayern udlignet. Efter panik i Dortmund-forsvaret afsluttede Kimmich, og bolden blev rettet af og gik i mål.
Der blev ikke scoret mere, og derfor skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence. Her brændte Bayern en enkelt gang, mens Dortmund missede to forsøg ved Sebastian Rode og Marc Bartra.
Dermed kunne Bayern fejre den tyske Supercup-titel.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.