Der er for alvor blevet skabt spænding i toppen af den tyske Bundesliga.
Borussia Dortmund har længe haft en komfortabel føring, men nu byder de forsvarende mestre, Bayern München, sig for alvor til.
Lørdag indhentede det sydtyske storhold således danskerklubben fra Ruhr-distriktet i toppen af tabellen, da det blev til en sejr på 1-0 over Hertha Berlin.
Begge hold har nu 51 point. Dortmund kan igen lægge afstand til Bayern, når holdet søndag møder Bayer Leverkusen.
Den spanske midtbanespiller Javi Martínez stod for kampens ene mål.
Ingen af de to hold formåede for alvor at sætte sit aftryk på kampen i første halvleg. Bayern München sad tungt på bolden, men evnede ikke at veksle det til mål.
Tværtimod var det faktisk udeholdet, der spillede sig til den største mulighed, men ligesom for Bayern manglede Hertha den sidste skarphed, når det gjaldt.
Enkelte Bayern-fans gav udtryk for deres frustrationer, da de ved pausefløjtet sendte deres hold i omklædningsrummet med en mindre pibekoncert.
Tendensen fortsatte i starten af anden halvleg. Bayern kontrollede bolden, men manglede det sidste. Frustrationerne begyndte at sprede sig hos sydtyskerne.
Efter et kvarter fik hjemmeholdet så prikket hul på bylden, da Javi Martínez steg til vejrs og headede et hjørnespark fra James Rodríguez i mål.
Scoringen gav Bayern selvtillid, og Niko Kovacs tropper trak sig en smule længere tilbage på banen og satte sig på begivenhederne uden for alvor at satse fremad.
Berlinerne forsøgte sig, men Martinez' mål tog pusten fra hovedstadsholdet, der virkede mere og mere opgivende, som slutføjtet nærmede sig.
Med små ti minutter tilbage blev det for alvor svært for Hertha at spille sig tilbage i opgøret, da forsvarsspiller Karim Rekik blev vist ud med et hårdt dømt rødt kort.
Efter en hovedstødsduel med Robert Lewandowski skubbede Rekik den polske stjerneangriber, og det blev altså hollænderens sidste aktion i kampen.
Kort efter var Bayern München tæt på at gøre det til 2-0, men det blev ikke til flere mål.
/ritzau/