To af Tysklands største og bedste fodboldhold tørnede onsdag sammen i en underholdende kamp i den tyske pokalturnering.
Bayern München vandt knebent med 2-1 hjemme over Borussia Dortmund og gik dermed videre til kvartfinalerne.
Dortmund, som vandt pokalturneringen sidste år, kom skidt fra start og bagud allerede efter 12 minutter.
Bayern München-spilleren Javier Martinez havde headet på overliggeren, og riposten røg lige ud til holdkammeraten Jérôme Boateng, som også headede mod mål og præcist fandt netmaskerne.
Fem minutter før pausen fandt Bayern München-angriberen Robert Lewandowski med en smart aflevering angrebskollegaen Thomas Müller, som elegant chippede bolden i mål.
Trods en reducering af Dortmund-angriberen Andrej Yarmolenko efter 77 minutter lykkedes det ikke for udeholdet at få udlignet.
/ritzau/