Det tyske storhold Bayern München har haft en fantastisk start på sæsonen, men storfavoritterne til det tyske mesterskab er efterhånden havnet i en spillemæssig krise.
Før lørdagens kamp mod Stuttgart, havde de spillet de to seneste Bundesliga kampe uafgjort, og mod de forsvarende mestre gik det så helt galt. Stuttgart kørte simpelthen Bayern München over og vandt fuldt fortjent 3-1 på to mål af måltyven Mario Gomez og et enkelt af Yildiray Bastürk, mens Luca Toni pyntede på resultatet fire minutter før tid
Frustration og rødt kort
Der var intet, som fungerede for Bayern München, og selv den så velsmurte målmaskine i front med Luca Toni og Miroslav Klose manglede skarphed. Klose startede på bænken, men kom ind fra anden halvlegs begyndelse. Han var dog lige så uskarp som angrebskollegaen, og det var først efter et kikset udspark fra Stuttgarts målmand, at det lykkedes Luca Toni at få bolden i nettet.
Bayern München-spillerne spillede som, og lignede et hold i krise, hvilket der kom et syneligt bevis på, da forsvarsspilleren Lucio i frustration plantede en albue i hovedet på en modspiller efter 70 minutter og fik direkte rødt kort.
Spænding i Bundesligaen
Krisen i Bayern München, som kun har hentet to point i tre kampe, har også skabt spænding i Bundesligaen, hvor sydtyskerne ellers fra begyndelsen lignede et hold med sikker kurs mod endnu et tysk mesterskab. Efter rundens øvrige resultater topper Bayern München stadig Bundesligaen, men både Hamburg og Werder Bremen er kun et enkelt point efter. Werder Bremen med både Daniel Jensen og Leon Andreassen i startopstillingen vandt hele 4-0 over et af de andre tophold Karlsruhe, mens Hamburg fik 1-1 på udebane mod Schalke 04, som havde både Peter Løvenkrands og Søren Larsen med i hele kampen.
De øvrige resultater i Bundesligaen blev
Borussia Dortmund - Frankfurt 1-1
Hansa Rostock - Energie Cottbus 3-2
Hertha Berlin - Hannover 1-0