Leon Goretzka skifter fra Schalke 04 til Bayern München i den bedste tyske fodboldrække.
Det fortæller Schalke fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Skiftet bliver dog først en realitet til sommer, hvor 22-årige Goretzkas kontrakt udløber.
Det er med vemod, at Schalke siger farvel til landsholdsspilleren, fortæller klubbens sportsdirektør, Christian Heidel.
- Leon Goretzka fortalte os i starten af ugen, at han vil forlade klubben, og han vil til Bayern, siger Heidel.
- Vi har gjort alt, vi kunne, for at beholde Leon i Schalke.
Han kom til Schalke fra Bochum i sommeren 2013. Siden har han spillet 130 kampe for klubben og står noteret for 19 mål.
For det tyske landshold har han spillet 12 kampe og scoret seks mål.
/ritzau/