Den 72-årige tysker Jupp Heynckes skal være cheftræner for Bayern München i resten af denne sæson.
Det fortæller den tyske storklub i en pressemeddelelse.
- Vi er meget taknemmelige for, at Jupp er cheftræner. Han er den ideelle træner for Bayern lige nu, siger Bayern München-formand Karl-Heinz Rummenigge.
Den tyske avis Bild erfarede sent onsdag aften, at Heynckes ville blive ansat på en kontrakt for resten af sæsonen, og torsdag bekræftede træneren selv, at han havde fået et tilbud fra klubben.
Heynckes har i tre tidligere perioder været cheftræner for Bayern München.
Klubben har ledt efter en ny træner, efter den for otte dage siden valgte at fyre italieneren Carlo Ancelotti ovenpå en skuffende sæsonstart.
Bægeret flød over for ledelsen, da Bayern tabte med 0-3 til Paris Saint-Germain i Champions League-gruppespillet.
Derudover er Bayern kommet svingende fra start i Bundesligaen.
Bayerns sportsdirektør, Hasan Salihamidzić, ser Heynckes som den rette til at bringe klubben tilbage på ret kurs.
- Han er en mester i taktik og som mandskabsbehandler. Vi er overbeviste om, at han er den helt rigtige til at lede holdet tilbage til succes i den aktuelle situation, så vi kan opnå vores mål, siger sportsdirektøren.
Det lå ikke ligefrem i kortene, at Heynckes skulle overtage.
Tyskeren indstillede sin karriere som træner i sommeren 2013, efter at han havde ført Bayern München til sejr i Champions League og vundet både det tyske mesterskab og pokalturneringen i 2012/2013-sæsonen.
I sommeren 2011 satte Jupp Heynckes sig for tredje gang til rette i det varme sæde i München, og han sluttede af med den tredobbelte triumf i 2013.
Herefter meddelte han, at han ikke havde tænkt sig at være træner mere, men nu tager han alligevel endnu en tørn.
Hans første opgave i Bundesligaen i denne ombæring bliver hjemmekampen mod Freiburg 14. oktober. Bayern ligger nummer to i ligaen med fem point op til førerholdet, Borussia Dortmund.
/ritzau/