Bayern München kunne lørdag aften snuppe førstepladsen i Bundesligaen med point hjemme mod RB Leipzig.
Det lykkedes for Bayern at få fuldt udbytte, da Yussuf Poulsen og co. blev besejret med 2-0.
Gæsterne var dog besværet af at spille med ti mand i det meste af kampen, da Willi Orban fik rødt kort efter 13 minutter.
En sejr til gæsterne ville have bragt Leipzig på førstepladsen i topopgøret, men i stedet topper Bayern nu med 23 point foran Borussia Dortmund, der tidligere lørdag tabte 2-4 ude til Hannover 96.
Dortmund ligger efter nederlaget på andenpladsen med 20 point, mens Leipzig har 19 point på tredjepladsen.
Bayern kom foran efter 19 minutter, da Arjen Robben i højre side fandt James Rodríguez, der sparkede bolden i mål og sydtyskerne foran 1-0.
Få minutter forinden var Leipzig reduceret til ti mand, da Willi Orban fik rødt kort for at nedlægge Robben.
Derfor var det naturligt op ad bakke for gæsterne, der kunne se frem til at spille næsten 80 minutter med en mand i undertal.
Man skulle frem til det 38. minut, inden Leipzig igen indkasserede en scoring, da Javi Martínez med en flot stikning spillede Robert Lewandowski fri.
Den polske angriber stormede mod målet og passerede fladt Leipzig-keeper Peter Gulacsi til 2-0.
Det var også pausestillingen, men før der blev fløjtet af for de første 45 minutter måtte Lewandowski forlade banen med en skade, og ind kom Arturo Vidal.
I anden halvleg lykkedes det ikke hjemmeholdet at score yderligere trods overtallet, og da gæsterne ikke formåede at reducere, så endte det med en Bayern-sejr på 2-0.
/ritzau/