Fire fodboldkampe uden sejr og to tabte ligakampe i træk er ikke hverdagskost for mægtige Bayern München.
Rekordmestrene jagter det syvende tyske mesterskab i træk, men der er bump på vejen i øjeblikket.
Lørdag tog Bayern München imod Borussia Mönchengladbach på Allianz Arena, og det blev ikke nogen sydtysk fest.
Bayern led sit andet nederlag i træk i Bundesligaen i denne sæson, da Gladbach ydmygede rekordmesterholdet og vandt 3-0.
Dermed har Bayern München ikke vundet i sine seneste fire kampe.
Seneste sejr var over Schalke 04 i ligaen 22. september, og siden er det blevet til uafgjort hjemme mod Augsburg samt nederlag ude til Hertha Berlin og nederlag hjemme til Gladbach.
Indimellem har Bayern spillet 1-1 mod Ajax på hjemmebane i Champions League, og det giver et øget pres på træner Niko Kovac, der tog over før denne sæson.
Gladbach fik et mål annulleret for offside efter få minutter af kampen, men allerede efter ti minutter var gæsterne på spil igen.
Jonas Hofmann fandt Alassane Plea, der fra kanten af feltet hamrede bolden i mål til 1-0-føring til Gladbach.
Yderligere seks minutter skulle gæsterne bruge på at øge føringen.
Bayerns defensiv var uorganiseret, og et fikst træk med bolden bragte Lars Stindl i scoringsposition. Han betænkte sig ikke og klaskede bolden i mål og øgede til 2-0.
Arjen Robben og Thomas Müller blev flået ud i pausen og erstattet af Franck Ribery og Serge Gnabry, men det ændrede ikke noget i indledningen på anden halvleg.
Efter 55 minutter blev David Alaba taget ud med en skade, og Renato Sanches blev bragt i spil.
Intet blev dog bedre for pressede Bayern, og da hjemmeholdet ikke kunne score, så kunne gæsterne lige så godt øge til 3-0 i det 88. minut.
Efter et hjørnespark endte en ballonbold hos Patrick Herrmann, der dermed sørgede for den totale ydmygelse af hjemmeholdet.
/ritzau/