Bayern München-angriberen Mario Götze er efter tre sæsoner måske på vej tilbage til Borussia Dortmund.
Den 24-årige angriber har aldrig fået den store succes i Bayern, og nu bekræfter klubbens formand, Karl-Heinz Rummenigge, at der er indledt samtaler med Götzes forhenværende klub.
- Jeg vil endnu ikke sige, at handlen er gået i orden, siger Rummenigge ifølge fodboldmagasinet Kicker til Sport 1.
- Jeg kan dog bekræfte, at vi taler med Dortmund og hans rådgivere.
Der er ifølge Bayern-lederen flere ting, der skal falde på plads, hvis skiftet skal blive en realitet.
- Bayern og Borussia Dortmund skal blive enige om en købssum, og der er vi ikke endnu, siger Rummenigge.
Formanden har ingen forklaring på, hvorfor Mario Götze aldrig har fået sit gennembrud i Bayern. Frem til 2013 var Götze en af de helt store profiler i Dortmunds offensiv.
- Götze er en vidunderlig fodboldspiller. Desværre har det ikke fungeret i Bayern.
- Han er 24 år, han må spille kontinuerligt, og jeg tror, at det skal ske i en anden klub, siger Rummenigge.
Da Bayern München i april 2013 lækkede købet af Mario Götze i Dortmund til tyske medier, lignede det sabotage af bundesligakonkurrenten, der var i gang med at forberede sig til en semifinale i Champions League mod Real Madrid dagen efter.
Trods uro i Dortmund lykkedes det at spille sig frem til finalen, hvor Bayern endte med at vinde titlen.
/ritzau/