Bayern München har allerede vundet sæsonens første titel.
Det skete søndag, da storklubben på hjemmebanen Allianz Arena vandt den tyske Super Cup med en 2-1-sejr over Borussia Dortmund.
Optur for Bayern, der sidste sæson blev toer i Bundesligaen efter netop Borussia Dortmund, tabte pokalfinalen til selvsamme modstander og krydrede det hele af ved at tabe Champions League-finalen på hjemmebane til Chelsea.
Inden søndagens kamp havde Bayern tabt fem kampe i træk til de forsvarende tyske mestre, så gevinsten er formentlig noget, der giver selvtillid i Bayern-flokken inden Bundesligaens åbning om to uger.
Mario Mandzukic og Thomas Müller havde allerede inden for det første kvarter bragt Bayern foran 2-0. Robert Lewandowski reducerede forgæves til 1-2 med et kvarter tilbage af opgøret.
/ritzau/