Bayern München tabte overraskende med 0-2 hjemme til Arsenal. Tyskerne gik dermed kun akkurat videre til kvartfinalerne i Champions League med et samlet 3-3-resultat og reglen om fleste scorede mål på udebane.
3-1-sejren endte med at blive afgørende for Bayern München, mener Bayern Münchens bestyrelsesformand, Karl-Heinz Rummenigge.
- Det blev en hård kamp. Vi kan være glade for, at vi scorede nok mål i London. Dette var et varselsskud før resten af årets Champions League, advarer Rummenigge.
- Vi slap med skrækken, medgiver Bayern-træner Jupp Heynckes.
Tyskernes profil Arjen Robben var lettet over, at holdet gik videre, men hollænderen beklagede sig over præstationen.
- Vi var ikke aggressive nok. Vi fik ikke flyttet bolden godt nok, men i sidste ende var det nok til at gå videre.
- Vi har et stabilt hold, og vi havde talt om, at det ikke var afgjort.
- Vi må være glade i sidste ende, men det var også et godt wake up-call. Det kan måske være meget godt for holdet, siger Robben.
Kantspilleren har ikke fået meget spilletid på det seneste, og han håber, at det kan ændre sig i den resterende del af sæsonen.
- Det er lidt kompliceret, og det var godt for mig at få spillet. Min situation kan hurtigt ændre sig, siger Robben.
/ritzau/