Helt som forventet blev 2016 ikke noget guldrandet år for biotekselskabet Bavarian Nordic.
Selskabets ledelse havde på forhånd bebudet et nulresultat, og det var ikke helt skævt vurderet.
Årsregnskabet, der er offentliggjort onsdag, viser et resultat før renter og skat på beskedne 33 millioner kroner.
Til gengæld forventer selskabet i år til gengæld at realisere et overskud på 350 millioner kroner.
Det skyldes blandt andet, at man regner med at få 399 millioner kroner ind i forudbetaling fra partneren Bristol-Myers Squibb, som man samarbejder med omkring kræftmidlet Prostvac.
Sidste år omsatte Bavarian Nordic for lige godt en milliard kroner. Langt hovedparten af salget stammer fra koppevaccinen Imvamune, hvor den amerikanske regering er den klart største aftager.
Selskabets fremtidshåb knytter sig foruden Prostvac blandt andet også til forskningsprojekter omkring en ebolavaccine og en vaccine mod hpv, livmoderhalskræft.
Endelig vil selskabet i år også få afgørende studieresultater fra forsøg med luftvejsvaccinen RSV.
I budgettet for 2017 er det forventet, at selskabet bruger 425 millioner kroner på forskning og udvikling.
/ritzau/