Bavarian Nordic har fået en ordre på mpox-vacciner til en værdi af 63 millioner dollar fra den amerikanske regering.
Det oplyser det danske medicinalselskab i en børsmeddelelse.
Beløbet svarer til cirka 422 millioner kroner.
Kontrakten betyder, at selskabet skal levere en million doser frysetørret vaccine i 2026.
- Som mangeårig partner med den amerikanske regering bifalder vi deres stærke lederskab med hensyn til at sikre den langsigtede tilgængelighed af vacciner til det offentlige beredskab, siger Bavarian-topchef Paul Chaplin i meddelelsen.
Den danske vaccine er blevet særdeles populær, efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for anden gang på to år erklærede global sundhedskrise på grund af sygdommen.
Det skete i august, efter at et udbrud i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) havde spredt sig til nabolande.
Virusset kan sprede sig ved tæt kontakt. Sygdommen - tidligere kendt som abekopper - udvikler sig sædvanligvis mildt, men kan i sjældne tilfælde være dødelig.
Den viser sig typisk ved influenzaagtige symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine efterfulgt af udslæt med blærer.
- Det igangværende mpox-udbrud er en påmindelse om, hvor sårbart det internationale samfund er over for infektionssygdomme, og vi er dedikerede til at hjælpe alle regeringer og organisationer, siger Paul Chaplin.
- Ikke kun i den aktuelle sundhedskrise, men også fremadrettet for at sikre lige adgang til vores koppe-/mpoxvaccine.
Den amerikanske regering og Bavarian Nordic har i over 20 år samarbejdet om at udvikle vacciner mod sygdommen.
I 2017 modtog selskabet en tiårig kontrakt på levering af frysetørrede vacciner til USA.
USA's præsident, Joe Biden, har onsdag i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York annonceret en donation på en million mpox-vacciner til afrikanske lande.
Det fik ham også til at opfordre andre lande til at følge trop.
- Vi skal handle hurtigt, lød det.
Det er forventningen, at det netop er vacciner fra det danske selskab, der skal sendes til Afrika.
/ritzau/