Baun slider russer op og når 1/8-finalen

Den danske badmintonstjerne Tine Baun var hårdt presset, men sikrede sig en plads i 1/8-finalerne.

Spillet var langt fra fantastisk, men badmintonspilleren Tine Baun er videre til 1/8-finalerne ved OL efter en sejr på 19-21, 21-15 og 21-16 over Anastasia Prokopenko fra Rusland.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Sejren betyder, at Baun med to sejre i lige så mange kampe vinder sin gruppe og nu står over for britiske Susan Egelstaff eller Sayaka Sata fra Japan i 1/8-finalen.

Selv om Baun var storfavorit mod Prokopenko, der rangerer som nummer 37 på verdensranglisten, så var det russeren, der fra start styrede begivenhederne.

Danskeren, som selv er nummer syv i verden, var bagud i størstedelen af det tætte første sæt, som Prokopenko endte med at køre sikkert hjem.

De to spillere fulgte også pænt ad i andet sæt, men midtvejs lykkedes det Baun at knække Prokopenko, der begyndte at lave flere fejl. Samtidig ramte danskeren linjerne, og så det pludselig rigtig godt ud for Baun.

I tredje og afgørende sæt kom russeren for alvor ud at løbe, og det var som om, at Bauns skiftevis korte og lange slag tappede Prokopenko for energi.

Alligevel fik russeren udlignet til 10-10, og så kunne tilskuerne igen spore en vis nervøsitet hos danskeren.

Den forsvandt dog lige så hurtigt, den var kommet, og den danske favorit kunne - forholdsvist nemt - tage sejren.

Tine Baun vandt også sin første gruppekamp mod polske Kamilia Augustyn og er derfor sikkert videre til 1/8-finalerne. Modstanderen bliver fundet senere tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.