15 personer fik i aftes og i nat alvorlige øjenskader som følge af fyrværkeriulykker rundt om i landet. Det er det samme antal som seneste nytårsaften.
Det oplyser overlæge på Glostrup Hospital John Thygesen, som samler al statistik om øjenskader efter nytårsaften.
"Mere end 75 procent af dem skyldes batterier, som eksploderede lige straks ved antændelsen. Og hovedparten af dem som er kommet til skade er mænd i alderen fra 18 til 77 år, med et gennemsnit, der ligger på mellem 20 og 40 år," siger overlægen til Newspaq.
Alene i Region Midtjylland kom seks personer alvorligt til skade med øjnene. Flere har fået slået hul på øjet, hvilket ifølge overlægen kan betyde, at de mister synet. Men det vides endnu ikke, hvor galt det står til for alle de 15 patienter.
"Normalt er det sådan, at vi kan få halvdelen godt igennem, så de kan få et brugbart syn, mens den anden halvdel vil kunne få et brugbart syn," siger John Thygesen.
Ingen af den 15 personer er dog ramt på begge øjne, så ingen bliver helt blinde. En af de patienter, som John Thygesen selv har haft kontakt med, bar beskyttelsesbriller, men alligevel var eksplosionen så kraftig, at sikkerhedsglasset revnede og øjet blev beskadiget.
I alt fik 76 personer skader efter kanonslag, batterier og raketter i aftes, hvilket er en hel del flere end de seneste tre år, oplyser Falck.