Hvorfor gjorde han det? Det spørgsmål optager medierne i USA efter den 24-årige James Eagan Holmes torsdag aften dræbte 12 og sårede 59 andre biografgængere i Denver-forstaden Aurora.
Holmes voksede op i San Diego i det sydlige Californien i en almindelig middelklassefamilie. Moren er sygeplejerske og faren direktør i et softwarefirma. Ifølge nyhedsbureauet AP var enspænderen Holmes en fremragende og intelligent studerende.
I sin fritid spillede han fodbold og dyrkede løb.
Men han var også en enspænder, som tilsyneladende bevidst undgik at hilse eller tale med andre. Han nægtede endda at hilse på sine medstuderende, fortæller en beboer fra det lejlighedskompleks, hvor Holmes boede i Denver.
Heller ikke på de mange sociale medier eksisterer der nogen spor af James Eagan Holmes. Ingen Facebook-profil, ingen Twitter-beskeder. Intet netværk på LinkedIn eller MySpace.
- Enten har han aldrig beskæftiget sig med de sociale medier, eller også har han slettet alle spor, skriver AP.
Efter han færdiggjorde sit bachelor-studie i neurovidenskab fra University of California i 2010 havde han vanskeligheder med at finde et job. Selv om han var blandt de mest begavede.
- Han var toppen af toppen, siger en af hans tidligere undervisere, Timothy P. White.
Holmes fokuserede især på folks adfærd i sine studier.
- Det er ironisk og trist, siger White.
I 2011 tilmeldte James Eagan Holmes sig University of Colorado, men han var i færd med at forlade studiet, oplyser universitet til AP, uden at oplyse om årsagen.
- Set på afstand forekom Holmes' liv problemfrit. En ung mand med et ubegrænset potentiale, skriver AP
/ritzau/