Så skulle Team Discovery langt om længe havde givet sig og lukket den dopingmistænkte Ivan Basso ind i folden. Det skriver den italienske sportsavis Gazetta Dello Sport. Ifølge sportsavisen skulle der være tale om en tre-årig kontrakt, der vil give Ivan Basso cirka 30 millioner kroner. Efter planen skal Ivan Basso præsenteres for sine nye holdkammerater 3. december i Texas.
Bliv hjemme
Men spørger man Peder Pedersen, der er det danske bestyrelsesmedlem af den internationale cykelunion, så burde Basso blive hjemme i Italien.
»Holdene burde holde sig for gode til at skrive kontrakt med nogen, der ikke har fuldstændig orden i forholdene,« siger Peder Pedersen til DNY.
Ivan Basso har været under mistanke i den store spanske doping-skandale, bedre kendt som Operation Puerto. Her blev han dog foreløbigt frikendt af det italiensk cykelforbund. Men forbundet har ikke set alt materialet endnu, og derfor mener Peder Pedersen heller ikke sagen er afsluttet.
»Jeg mener, at den sag langt fra afklaret, og det bliver den formentlig først i løber i foråret, Sporten står i en meget vanskelig situation, og derfor er det vigtigt, at vi alle sammen står sammen om at få ordnede forhold,« siger Peder Pedersen.
Omvendt bevisbyrde
Det danske cykelhold CSC opsagde sin kontrakt med Ivan Basso, selvom han i første omgang blev frikendt. Det, synes den danske sportsdirektør fra T-mobile, Brian Holm, var en god idé, og han mener ikke, at Team Discovery burde have skrevet kontrakt med Basso.
»Forestil dig at han går hen og vinder Tour de France for Discovery, så er troværdigheden ligesom gået lidt fløjten,«, siger Brian Holm.
Dermed lægger både han og Peder Pedersen op til en omvendt bevisbyrde, hvor Basso i princippet skal bevise sin uskyld. Brian Holm medgiver, at det ikke er optimalt.
»Det er rigtigt, men man kan sige, at vi gør det sikre her. Man kan i hvert fald ikke komme og sige, at cykelsporten ikke gør noget. Nu kan sponsorerne sidde og se at: Ok, det er i hvert fald ikke en stor familie, der doper deres ryttere systematisk,« siger Brian Holm, der mener, at Ivan Basso meget let kunne bevise sin uskyld.
»Han kunne vælge at aflevere den DNA-prøve, som han ikke vil. Det virker lidt mystisk,« slutter T-mobile bossen.