Af Jakob Melgaard, jame@avisen.dk og Andreas Mayerhofer, anma@avisen.dk
Efter 10 måneder med kontante afvisninger af egen medvirken i
dopingskandalen, er den tidligere CSC-rytter, Ivan Basso, nu gået til
bekendelse over for Den Italienske Olympiske Komité, (CONI) og har
erkendt sin skyld.
Ivan Basso mødte mandag frivilligt
frem på CONIs kontorer og indrømmede, at han var involveret i den
spanske dopingssag Operacion Puerto .
»Anti
Doping-afdelingen under CONI har i dag lyttet til rytterens beretning,
hvor han indrømmer sit ansvar i forhold til Operacion Puerto. Han har
lovet maksimalt samarbejde for at bidrage til opklaring af alle sagens
aspekter vedrørende sin involvering,« skriver CONI på sin hjemmeside.
Formanden for den italienske cykelunion, Renato Di Rocco, bifalder Bassos beslutning om at samarbejde med CONI.
»Ivan
har gjort nøjagtigt, hvad alle ville have Pantani til, men Pantani
gjorde det ikke,« siger han til den italienske sportsavis Gazzetta
dello Sport.
Eksperter vurderer, at Bassos vilje til
samarbejde kan skyldes, at den 29-årige rytter dermed forsøger at
mindske den karantænestraf, som formentlig venter sidste års vinder af
Giro d Italia.
Basso skal dog ikke gøre sig forhåbninger i den retning, idet UCI s præsident, Pat McQuaid, afviser en rabatordning.
»Der
er ikke grundlag for en kortere dom. Her gælder WADA s regler, og
minimumsstraffen er to år, uanset om man indrømmer eller ej,« siger han
til Cyclingnews.
CONI havde egentlig frikendt Ivan Basso,
men genåbnede italienerens sag, da nye beviser dukkede op sidste måned.
Det medførte, at Team Discovery Channel suspenderede ham fra holdets
turplan.