Den baskiske ungdomsorganisation Jarrai benytter sig af terror. Det fastslog den spanske højesteret fredag i en dom over 24 unge baskere. Organisationen, der også har brugt navnene Haika og Segi, er i lavere retsinstanser blevet dømt for at være en »ulovlig organisation« med tilknytning til den baskiske separatistbevægelse ETA.
16 af de unge blev i 2005 idømt tre et halvt års fængsel, mens otte fik to et halvt års fængsel for at have deltaget i organisationens aktiviteter. Anklageren ankede sagen til højestreret. Her fastholdt anklagemyndigheden, at der var tale om terrorisme, idet gruppen har benyttet sig af sprængstoffer og brandbomber. Det gav højesteretten anklageren ret i, og 23 af de unge er nu dømt for terrorisme. Deres fængselsstraffe blev alle sat op til seks år. Den sidste blev frifundet. Det skriver den spanske avis El Pais.
Umiddelbart efter domsafsigelsen gik politiet i gang med at arrestere de 23 unge, der har været løsladt, mens ankesagen stod på.