Da tv-kanalen Nickelodeon uddelte deres Kids' Choice Awards 2010 i weekenden var det med den tidligere X Factor-deltager Basim på den røde løber.
Her interviewede den 17-årige sanger ifølge eb.dk alle de største stjerner, blandt andet Rihanna og Jackie Chan, til stor irritation for de 'rigtige' journalister, som pænt måtte vente på, at han var færdig med sine interviews.
"Nogle af de rigtige journalister på den røde løber syntes, det var irriterende, at en knægt som mig var en af de fire officielle Nickelodeon-værter og derfor havde alle superstjerner på første hånd. Måske var det også flabet, men det var ret fedt," siger Basim til eb.dk.
Selv om Basim skulle være helt tæt på de store, blev han dog slet ikke nervøs, når hun skulle stille dem spørgsmål.
"Hvad enten det var Rihanna, Will Smith eller Miley Cyrus - bare for at nævne nogle - ville de alle snakke, og det skete så naturligt, at jeg ikke fik star-chok," fortæller han.