Der sker meget i 15-årige Basims liv. Samtidig med den overvældende eksponering i DRs X Factor skal han også kæmpe med sorgen over sin fars kræftsygdom. Og nu er familien midlertidigt hjemløs efter en brand i køkkenet onsdag aften.
Men Basim er en stærk dreng, der stadig smiler - omend et lidt træt et af slagsen, hvilket er forståeligt nok - da Avisen.dk møder ham i DR-byen torsdag eftermiddag.
- Jeg havde lige været i bad, da jeg hørte et brag i køkkenet. Emhætten var faldet ned på komfuret, og der var gået ild i nogle ledninger. Min mor lå på sofaen og så tv, så jeg råbte, at vi skulle skynde os ud. Herefter fik jeg fat i naboerne og fik dem ud, hvorefter jeg ringede til 112, fortæller Basim, der midt i forvirringen også huskede at lukke hoveddøren, så røgen ikke spredte sig i opgangen.
- Jeg glemte dog at slå låsen fra og havde glemt mine nøgler indenfor. Så brandvæsenet måtte hugge døren op med en økse, forklarer Basim, der sammen med sin mor har tilbragt natten hos moderens veninde, der også er deres nabo.
Jeg er blandt de bedste
- Alt mit tøj er ødelagt af sod. Så i dag måtte jeg ud og købe noget nyt, fortæller Basim, der trods omstændighederne er helt klar til at stå på scenen fredag aften.
- Jeg har det godt. Det var en helt almindelig ulykke, der skyldes nogle dårlige installationer. Det kan ske for alle. Vi havde også brand for tre måneder siden, fortæller Basim, der samtidig skal håndtere, at hans far er indlagt med kræft.
- Han har hørt om ulykken og var selvfølgelig meget rystet. Han skal have kemo i morgen, så han er ikke med i studiet. Men han ser det på tv og stemmer selvfølgelig på mig, fortæller Basim og smiler igen.
Og han er en modig og stærk knægt. Beundringsværdigt er det, at han stadig holder hovedet højt. For ikke nok med brand og sygdom, så skal han også høre på megen kritik - både af sit sangtalent, men - desværre - også de racisistiske af slagsen. Han frygter dog ikke at ryge ud fredag aften.
- Der kan ske alt. Der kan ske det, at jeg ryger, eller at en af favoritterne ryger. Jeg vil have det fint nok med at ryge ud, for jeg er blandt de fire bedste nu, og det er ikke dårligt, lyder det fra Basim, som hele vejen igennem har været meget glad for dommeren Remee.
- Han bruger rigtig meget tid på os og ringer hver dag. Ikke kun for at snakke om musikken men også for at høre, hvordan vi har det. Det er dejligt.