Som så mange andre forsøgte også Grand Prix-sangeren Basim sig med en aprilsnar i går.
Basim, der blev nummer to i årets danske Melodi Grand Prix, fortalte mandag, at han skulle være far, men den melding faldt ikke i god hos jord hos alle hans følgere.
Derfor måtte Basim tirsdag i en story på Instagram undskylde sit forsøg på en aprilsnar.
- Jeg er virkelig ked af, at min aprilsnar om at skulle være far har stødt nogle af jer. Det har aldrig været min intention at såre nogen. Blot at lave en uskyldig aprilsnar.
- Jeg har siden, jeg blev en offentlig person som 15-årig altid tænkt ekstra meget over, hvordan jeg behandler folk, opfører mig i det offentlige rum og på de sociale medier. Derfor påvirker det mig, at jeg har stødt nogle med min aprilsnar, skriver Basim, som slutter sit opslag med at skrive:
- Undskyld til alle jer som er blevet stødt over min aprilsnar.