Det er forår, solen skinner og fuglene fløjter. En glad lyshåret kvinde med cykelhjelm kører op på siden af en stor hvid lastbil, der holder for rødt i lyskrydset og blinker til højre.
Da hun nærmer sig førerhuset bliver hun usynlig. Hun er kørt ind i den zone, hvor lastbilchaufføren ikke kan se hende. Det bliver grønt og lastbilen svinger.
Vi hører kvindens skrig og lyden af hendes cykel, der bliver kvast under lastbilen.
Så kommer stemmen: Undgå højresvingsulykker. Du kan blive overset. Pas på de blinde vinkler .
En ny kampagne - rettet mod både lastbilchauffører og cyklister - skal nedbringe antallet højresvingsulykker, der årligt koster omkring 10 cyklister livet. I år er der sket to dødsulykker.
- Det er en barsk, men vigtig og informativ kampagne. Jeg er sikker på, at den vil blive husket, når cyklister fremover møder højresvingende lastbiler, siger transport- og energiminister Flemming Hansen (K).
Rådet for Større Færdselssikkerhed og Dansk Cyklist Forbund står bag kampagnen, der skal køre på plakater, tv-spot og www.sikkertrafik.dk.
Kampagnen kommer samtidig med, at Færdselssikkerhedskommisionen mandag vedtager en handlingsplan, der skal nedbringe antallet af kvæstede og dræbte i trafikken.