Det lignede festen efter en sejr til det lokale fodboldhold, men fejringen i Glasgows gader mandag aften skyldtes et dødsfald.
I Skotland og i flere andre af de traditionelle, britiske industriområder havde den nu afdøde Margaret Thatcher mange modstandere.
'Hendes mission var at ødelægge minearbejdernes fagforening. Det påvirkede jobs og lokalsamfund,' siger den tidligere minearbejder, Stewart Morris.
Da Thatcher kom til magten, var Storbritannien i økonomiske vanskeligheder, og hendes løsning var blandt andet at forsøge at begrænse de magtfulde fagforeninger.
Kritikerne siger, at det resulterede i, at de allerrigeste blev endnu rigere, mens almindelige mennesker mistede deres arbejde og blev smidt på gaden.
For dem var Thatcher symbolet på overdreven grådighed og på alt, hvad der er galt i det moderne Storbritannien.
Derfor var der nogle, der fandt det passende at fejre hendes død som festdag.
'Margaret Thatcher var personificeringen af en stor ondskab. Det var ikke kun minearbejderne, men hele arbejderklassen, der har lidt på grund af hendes politik,' mener den tidligere minearbejder, Will Moore.