Barometer holder øje med kommunerne

Nyt barometer giver offentligt ansatte overblik over, hvor gode kommunerne er til medarbejderindflydelse og medbestemmelse.

Nu kan de offentligt ansatte kigge kommunerne over skulderen og få overblik over, hvad netop deres kommune gør for at inddrage medarbejderne og passe på arbejdsmiljøet.

Fredag åbner Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) et nyt internetbarometer, hvor de danske kommuner og regioner bliver vurderet på de aftaler, de har indgået om medarbejderindflydelse, tryghed og arbejdsmiljø for de ansatte.

»Medarbejderne kan bruge barometret til at sige, at hvis man kan i de andre kommuner, så kan man vel også i vores. Og kommunerne kan forhåbentlig bruge det som inspiration til, hvordan de kan blive bedre,« siger Jakob Bang, der er forbundssekretær i FOA.

Foreløbig kan man kun læse vurderingen af fire kommuner og én region på barometret, men Jakob Bang regner med, at det midt i januar vil være muligt at tage temperaturen på medarbejderindflydelsen i 20-25 kommuner. Planen er, at alle 66 sammenlægningskommuner og de fem nye regioner skal registreres i barometret inden sommer.

Det nye barometer er bygget op efter samme model som FOA’s tryghedsbarometer, der er blevet oprettet i forbindelse med kommunalreformen. Her kan ansatte i kommunerne holde øje med, hvor trygge medarbejderne kan føle sig med de mange ændringer, som kommunalreformen fører med sig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.