Barnebarnet af den berømte borgerrettighedsforkæmper Malcolm X mistede torsdag livet under et slagsmål i Mexico.
De lokale myndigheder bekræfter Malcolm Shabazz' dødsfald og oplyser, at slagsmålet fandt sted på en bar i Mexico City.
Han blev hårdt kvæstet fundet på Plaza Garibaldi, som er et populært sted for turister med masser af barer og restauranter, og 29-årige Shabazz døde senere på hospitalet.
Der har været forskellige meldinger om hans død. The New York Amsterdam News rapporterede fredag, at Shabazz i stedet blev dræbt i den mexicanske grænseby Tijuana. Han skulle angiveligt været blevet kastet ud fra en bygning under et røveri mod ham.
Shabazz har i årevis haft problemer med myndighederne. Som 12-årig erklærede han sig skyldig i brandstiftelse og uagtsomt manddrab. Hans bedstemor, Betty Shabazz, mistede livet i den brand, han havde påsat.
Som 17-årig fik han en fængselsstraf for at deltage i et overfald og røveri af en teenager i New York. Han er også dømt for at sælge narko. I februar i år blev han anholdt af FBI, da han var på vej til at deltage i en filmfestival i Iran.
Shabazz efterlader sig en treårig datter.
Malcolm X var en kontroversiel forkæmper for sortes rettigheder, da kritikere anså ham for at være racistisk mod hvide og prædike et sort overherredømme. Han blev skudt under en tale i Washington i 1965.
Hans drabsmand, Thomas Hagan, blev prøveløsladt i 2010 efter fire årtier i fængselssystemet. Han har siden beklaget mordet på Malcolm X.
/ritzau/AFP