Et barn på ti måneder fra Køge-området er smittet med mæslinger. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.
Barnet har opholdt sig i en vuggestue og dagpleje, hvor der kan være andre børn, som ikke er vaccineret mod mæslinger.
Barnet fik konstateret mæslinger på Slagelse Sygehus.
Styrelsen oplyser, at forældre i de pågældende institutioner er blevet informeret om smitterisiko samt mulighed for behandling.
- Styrelsen for Patientsikkerhed foretager altid smitteopsporing ved mæslingetilfælde og sikrer information og rådgivning for at undgå, at flere smittes, udtaler Bente Møller, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed, i pressemeddelelsen.
- Både vuggestuen og den pågældende dagplejer har allerede informeret forældrene om, at der har været mæslingesmitte, og videregivet vores information om, hvordan de skal forholde sig.
Normalt vaccineres børn med MFR-vaccine, som sikrer imod smitte med mæslinger, når de er 15 måneder og fire år.
Det nye tilfælde har ikke givet anledning til, at Sundhedsstyrelsen ændrer sine anbefalinger om, hvornår man bør give vaccinationen.
Siden uge syv er fem andre danskere blevet smittet med mæslinger. Det fik Statens Serum Institut til at melde, at der nu var tale om et udbrud. De fem personer var alle smittet med præcis samme virus.
Ifølge seruminstituttet er barnet smittet med det samme virus.
- Man har karakteriseret det virus, som har ført til infektionen, og det er fuldstændig identisk med de øvrige fem tilfælde.
- Vi formoder, at der er en sammenhæng. Men vi har ikke formået at finde en smittekilde, siger Palle Valentiner-Branth, sektionsleder for vaccineforebyggelige sygdomme ved Statens Serum Institut.
De fleste danskere er i dag vaccineret eller har haft mæslinger og er derfor immune.
Dog er små børn, der endnu ikke har fået vaccinen, i særlig risiko. Det samme gælder danskere født mellem 1975 og 1986. En større andel af dem er ikke vaccineret eller har ikke været smittet med sygdommen.
Hvis man har mistanke om, at man er smittet med mæslinger, skal man ringe til sin læge. Man skal ikke møde op uanmeldt, da mæslinger er en meget smitsom sygdom, og man dermed risikerer at smitte andre i venteværelset.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.