En sygeplejerske var tirsdag på besøg i Glostrup Svømmehal, og det var heldigt, for hun var stærkt medvirkende til, at en seksårig dreng reddede livet.
Drengen var i svømmehallen med pædagogerne fra en SFO, oplyser vagtchef Michael Bundgaard fra Københavns Vestegns Politi.
- Man opdager, at der ligger et barn livløst i bassinet. Han bliver reddet op, og der bliver iværksat livreddende førstehjælp, fortæller Michael Bundgaard.
- Der befinder sig tilfældigvis en civil sygeplejerske i svømmehallen, som deltager i førstehjælpen, og hun gør et rigtig godt stykke arbejde, fortæller vagtchefen.
Region Hovedstaden sendte en ambulance og en akutlægebil til stedet, og drengen blev efterfølgende bragt til Rigshospitalets Traumecenter.
- Han er vågen igen og har det godt, fortæller Michael Bundgaard.
Politiet har underrettet drengens pårørende, og nu skal man i gang med at foretage afhøringer for at belyse omstændighederne ved ulykken nærmere.
Hos Glostrup Kommune er man tirsdag eftermiddag i gang med at klarlægge forløbet nærmere, oplyser kommunikationskonsulent Martin Simonsen.
- Han har været i et lavt bassin, hvor han kunne bunde, og har været under vandet - formentlig i kortere tid, hvorefter han er blevet reddet op og har modtaget livreddende førstehjælp, fortæller Martin Simonsen.
Drengen har det godt efter omstændighederne og vil komme sig helt, oplyser kommunen i en pressemeddelelse tirsdag.
Men forløbet får et efterspil, lover borgmester John Engelhardt (V).
- Vi skal gennemgå vores procedurer grundigt for at se, om de er stærke nok, udtaler han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.