Østjyllands Brandvæsen måtte tidligere i dag tage klippeværktøjet i brug i en børnehave i Aarhus.
Et barn fra Børnehuset Ole Rømer havde nemlig fået sit hoved i klemme i en taburet, og kunne ikke komme fri uden assistance.
Hovedet sad så fast mellem taburettens ben, at pædagogerne besluttede at ringe til brandvæsenet, skriver TV2 Østjylland.
Østjyllands Brandvæsen sendte en enkelt brandbil ud til stedet
- Der var panikstemning blandt pædagogerne, men barnet forholdt sig rimelig roligt. Vi fik klippet stolen, og den måtte lade livet, siger Søren Nordtorp, indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen til TV2-stationen.
Barnet var uden fysiske skader, og det blev efterfølgende vurderet, at han ikke skulle på skadestuen.
Indsatslederen oplyser, at det ikke er første gang de har været ude i de østjyske børnehaver, for at få et barn fri.
- Børn eksperimenterer med mange ting, og nogle gange går det galt. De episoder vi ser oftest, har været børn der sidder fast i gynger, siger Søren Nordtorp til TV2 Østjylland.