Opdateret kl. 20:22
Et fireårigt barn er lørdag eftermiddag kommet alvorligt til skade efter at være faldet flere etager ned ved en rulletrappe i et storcenter i Sønderborg.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi var man på stedet kort efter anmeldelsen klokken 15.43, og barnet er blev med helikopter bragt til Odense Universitetshospital, OUH.
- Vi har haft en faldulykke i indkøbscenter i Sønderborg, hvor et barn er kommet til skade, skrev Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie Twitter lørdag eftermiddag.
Klokken kvart over otte lørdag aften skriver politiet:
- OUH (Odense Universitetshospital, red.) oplyser, at den 4-årige drengs tilstand efter faldulykken er kritisk.
Uheldet skete i storcentret Borgen i Sønderborg, og ifølge Jydske Vestkysten er barnet faldet fra første etage ned til kælderen ved storcentrets rulletrapper.
Chef for Borgen Flemming Enghave sagde lørdag eftermiddag til Ekstra Bladet:
- Det seneste, jeg har hørt for få minutter siden, er, at drengen muligvis er faldet fra en rulletrappe.
- Han har angiveligt stået på ydersiden af rulletrappen, mens den er kørt op, og så kan man jo på et tidspunkt ikke komme længere, og så skulle han være faldet ned. Men det er som sagt ikke afklaret endnu.
Ifølge SønderborgNYT holdt drengen fat i den gummiliste, man normalt holder hænderne på. Han holdt fast i den og blev dermed trukket med op på rulletrappens gelænder, hvorefter han faldt af.
- Det er frygteligt. Der stod børn og voksne og græd, og jeg kunne se en smadret potteplante og en masse jord ved siden af rulletrappen, siger øjenvidnet Nino Rasmussen til SønderborgNYT.
/ritzau/