En halvandet år gammel pige døde for 14 dage siden i den lille by Rødkærsbro i nærheden af Viborg. Pigen havde været syg med diarre i fem dage, og mistanken er faldet på en colibakterien E-coli kaldet VTEC.
I denne uge blev en lille dreng fra byen syg med de samme symptomer, og denne gang er embedslægen ikke i tvivl. Drengen er smittet med den farlige bakterie VTEC.
Onsdag sendte embedslægen otte breve ud til forældre til børn hos to dagplejemødre i Rødkærsbro, hvor de opfordrede forældrene til at tage deres raske børn med til læge, så de kan blive undersøgt for den smitsomme bakterie, der lever i tarmen på mennesker.
»Vi forsøger at være på forkant, så vi undgår smittespredning,« siger embedslæge Anne Hempel-Jørgensen fra Region Midt.
Afføring på fingrene
Lægen opfordrer alle forældre til at vaske børnenes hænder, når de har fået skiftet ble, også selvom børnene ikke selv er i berøring med noget.
»Det smitter, når man får afføring på fingrene og ikke får det vasket af. Man skal altså vaske hænder, efter man har været på toilet, og inden man begynder at lave mad,« understreger embedslægen.
Undersøgelserne af den halvandet år gamle pige er stadig i gang, og indtil de er færdige vil lægen ikke oplyse, om det var den aggressive bakterie, hun døde af.
»Vi har fået en anmeldelse, og den viser, at drengen er smittet. Og vi har mistanke om, at pigen døde af bakterien,« siger Anne Hempel-Jørgensen.
Det er især børn i alderen nul til seks år, der er i fare, hvis de bliver smittet med colibakterier. De er i fare for at dø, fordi den kraftige diarre medfører væsketab.