Hun ligner ikke umiddelbart en kvinde, der er vant til at få et nej.
Ikke desto mindre var det virkeligheden for den barmfagre skuespillerinde Christina Hendricks, da hun i begyndelsen af sin skuespilkarriere forsøgte at kapre roller.
- Jeg har været til en million auditions og er blevet afvist en million gange, så jeg er vant til det. Enten passer du til rollen, eller også gør du ikke, siger den 37-årige Hendricks til Flare Magazine.
Det rødhårede sexsymbol er siden nået videre i karrieren og er især kendt for sin rolle som den man(d) ipulerende sekretær Joan Harris i successerien "Mad Men". Men sådan har livet som rødhåret og yppig skuespillerinde altså ikke altid været.
- Du kunne tage af sted med følelsen af, at det havde været den bedste audition nogensinde, og så siger de til dig, at du ikke ligner den person, de havde forestillet sig.
- Det har intet at gøre med dit talent. En eller anden kunne have slået op med en rødhåret få dage før og ikke have lyst til at hyre mig, siger hun.
I dag har Christina Hendricks det fint med det niveau af berømmelse, hun har opnået, og hævder at hun sagtens kan få lov at være i fred på gaden.
/ritzau/