Oppositionen banker nu i bordet over for justitsministeren.
Tryghedspakken er ifølge aftaleteksten underfinansieret med over 700 millioner kroner i 2020, og Lars Barfoed (K) må nu forklare, hvor regeringen vil finde pengene.
"Det her er endnu en bekræftelse af, at regeringens økonomiske politik er fugle på taget af et korthus, og vi kræver derfor en redegørelse til Folketingets Finansudvalg," siger Morten Bødskov til Newspaq.
Tryghedspakken blev vedtaget i søndags af regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne og forhøjer straffen for hjemmerøverier, voldtægter og indbrud. Men finansieringen skrider i svinget ifølge flere økonomer, og en allerede slatten statskasse ender med regningen.
"Isoleret set er Tryghedspakken ikke finansieret, og derfor vil vi bede justitsministeren redegøre punkt for punkt af finansieringen af de enkelte initiativer. Det kan jo ikke være sådan, at man laver planer, hvor det ikke er sikkert, at regningen bliver betalt."
Hos De Radikale kan finansordfører Morten Østergaard ikke forstå, at regeringen fører underfinansieret politik minuttet efter, at han selv og Margrethe Vestager har vedtaget en stram efterlønsaftale.
"Jeg er meget overrasket over, at en regering, som nu har brugt et halvt år på at lægge vægt på betydningen af en økonomi i balance, hælder penge ud til højre og venstre uden at have finansieringen i orden," siger Morten Østergaard til Newspaq.
Allerede i løbet af de næste fire år bruger Tryghedspakken 400 millioner kroner på flere fængselsceller, uden at finde pengene først. Barfoed selv siger til Newspaq, at Tryghedspakken naturligvis er fuldt finansieret. Men justitsministeren begrunder ikke underskuddet ifølge aftaleteksten, og det giver Morten Østergaard dårlige fornemmelser.
"Der er ikke noget i aftalen der gør, at det er finansieret, og hvis de ikke har andet end en besværgelse for, at det alligevel er tilfældet, ja så efterlader det et indtryk af en regering, som udskriver dækningsløse check," påpeger han.
Der er møde i finansudvalget i morgen, men hverken Østergaard eller Bødskov regner med så hurtigt et svar.