Det begyndte en forårsdag i 2003 og sluttede først lillejuleaften omkring tre et halvt år senere.
»Det er aldrig sjovt at blive involveret i en retssag, og selvfølgelig har det påvirket os. Men vi har hele tiden oplevet en enorm opbakning både fra lejere og samarbejdspartnere,« siger Frederik Barfoed.
I det tidlige forår for omkring fire år siden begyndte Ekstra Bladet i annoncer og breve til Barfoeds lejere at efterlyse eksempler på ejendomsfirmaets forretningsmetoder.
Kort efter blev en artikelserie lanceret under overskriften Boligbanditter , hvori Ekstra Bladet gik tæt på ejerne og firmaets metoder.
Udbedrer selv skader
I efteråret 2004 valgte Odense Politi at sigte Rolf og Frederik Barfoed samt en tidligere Codan-assurandør, og knap et halvt år senere blev de alle tre tiltalt for bedrageri.
Ifølge anklagemyndigheden havde assurandøren sendt Barfoed nogle beregninger på, hvor dyre forsikringer i teorien kunne være, hvis Codan i fuldt omfang selv skulle erstatte kommende skader.
Men da Barfoeds egne håndværkere selv udbedrer hovedparten af de skader, der opstår rundt om i de flere tusinde lejemål, valgte koncernen at sætte huslejen op, svarende til de forhøjede præmier.
I januar 2006 blev de dømt ved byretten, men i grove træk frikendt ved landsretten i december samme år.
Uden druk og lykkepiller
»Det var hårdt, men vi kom ud som sejrherrer, og det vidste vi fra dag 1. Andre havde sikkert drukket sig ihjel eller var begyndt at tage lykkepiller. Men vi klarede den i fællesskab og med et stærkt familiesammenhold,« siger Frederik Barfoed.
Han glæder sig over, at det var muligt at udvikle selskabet undervejs trods det store pres.
»Der er sikkert nogen, som siger, de aldrig kunne finde på at leje hos os. Men vi har på intet tidspunkt under sagen haft problemer med at få lejet ud,« siger han og peger på, at branchen også troede på det familieejede selskab.
»I perioden fra byrettens dom til afgørelsen i landsretten, som vi opfatter som en frifindelse, købte vi ejendomme for 575 millioner kroner, som vi fik finansieret helt uden problemer,« siger Frederik Barfoed.
»Det beviser, at vores samarbejdspartnere godt kunne se, at byrettens dom var forkert,« siger han.
EB for primitiv
Årsagen var ifølge Frederik Barfoed, at selskabet informerede undervejs, og at Ekstra Bladet gik for vidt fra begyndelsen.
»Selvfølgelig er det menneskeligt hårdt at blive hængt ud som boligbanditter i Ekstra Bladet. Men avisen er i mine øjne Danmarks mest useriøse dagblad, og Ekstra Bladet overspillede sin rolle fra begyndelsen,« siger han.
»De fremstillede os som personer, der kun går i Armani-habitter og kører Ferrari er. De tegnede endda min lejlighed og mine forældres hus op. Det var for primitivt og for simpelt, og det kunne læserne godt gennemskue,« siger Frederik Barfoed, som afviser, at hans forretningsmetoder er for hårdhændede.
»Da begrebet bolighaj blev opfundet i 1970 erne, var det sikkert med god grund, men sådan fungerer boligmarkedet ikke længere,« siger han.
»Alle vores lejere får tilbudt at få gennemgået deres lejekontrakter her på kontoret, og vi har kun i størrelsesordenen 20-30 boligsager om året, selvom vi har flere end 2.500 lejemål,« siger Frederik Barfoed.
Størrelsen forpligter
»Som den største private udlejer på Fyn er vi nødt til at kæmpe nogle principielle slag, som den mindre håndværksmester, der måske har en håndfuld ejendomme, ikke orker at tage,« siger han.
»Men de skal tages, ikke mindst fordi lejeloven er så uklar,« siger Frederik Barfoed.