Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal selv skaffe et flertal for sin finanslov - ellers kan regeringen vælte, når finansloven kommer til afstemning.
Både Venstre og De Konservative vil nemlig stemme i mod finansloven, hvis det ikke lykkes Helle Thorning-Schmidt at samle et flertal med enten Enhedslisten eller de borgerlige partier.
Det siger De Konservatives formand Lars Barfoed på partiets sommergruppemøde i Fredensborg.
- Der er parlamentarisk tradition for, at hvis regeringen har flertal på plads, så stemmer man for ved den endelige afstemning for at vise, at man tager ansvar, selv om man ikke er enig i finansloven.
- Men hvis regeringen ikke har et flertal, så stemmer vi imod finansloven, og så vælter vi regeringen. Og det gør vi med glæde. Vi har dårlig regering, og vi vil gerne have en ny borgerlig regering, siger Lars Barfoed.
Dermed er han på linje med Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, der kom med samme melding på Venstres sommergruppemøde i sidste uge.
Her gjorde Lars Løkke Rasmussen den klart, at partiet for første gang er parate til at bryde partiets tradition og stemme imod finansloven.
- Det siger sig selv, at vi synes ikke, at det godt for Danmark, at vi har den regering, vi har nu. Så opstår der en parlamentarisk mulighed for at få en valg, så vil vi selvfølgelig gribe efter den, siger Lars Løkke Rasmussen.
Dermed lægger Venstre og De Konservative pres på regeringen forud for finanslovforhandlingerne, som for alvor går i gang, når regeringen fremlægger sit finanslovudspil i slutningen af august.
Der er to muligheder for Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon (S), der skal lede forhandlingerne i Finansministeriet.
Enten skal regeringen have Enhedslisten til at stemme for finansloven eller også skal den lave en finanslov, som imødekommer Venstres krav.
Enhedslisten kræver blandt andet, at regeringen hjælper de danskere, som risikere at stå uden dagpenge fra nytår, når den midlertidige forlængelse af dagpengeprioden udløber.
SF's formand Villy Søvndal sagde tirsdag, at han også mener, at de berørte skal have hjælp uden dog at ville lægge sig fast på en model.
Dermed er en i direkte strid med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), som afviser at forlænge dagpengeperioden midlertidigt.
/ritzau/