Der er triste nyheder for FC Barcelona-træner Gerardo Martino inden onsdagens hjemmekamp mod Ajax i Champions League.
Tirsdag kunne Barcelona-præsident Sandro Rosell fortælle, at den argentinske træners far er død.
Ifølge nyhedsbureauet dpa bliver Gerardo Martino i Barcelona for at stå i spidsen for sit mandskab i gruppespillets første spillerunde.
Rosell siger, at Gerardo Martino derefter rejser hjem til Argentina i "nogle få dage". Det er dog uvist, hvornår træneren vender tilbage.
Lørdag møder Barcelona på udebane Rayo Vallecano i Primera Division.
/ritzau/