Rygterne har svirret længe, men hidtil har Shakira og Barcelona-forsvareren Gerard Pique ikke villet fortælle omverden, at de var kærester.
Det var dog indtil i dag, hvor parret nu har gjort den søde romance officiel. På bedste kendis-vis har den hoftevridende sangerinde nemlig lagt et billede af sin Barca-kæreste på sin Twitter-profil. Se det her.
På billedet holder FC Barcelona-spilleren kærligt om sin - vil mange nok mene - bedste scoring, mens solen går ned i baggrunden.
"Må jeg præsentere jer for min solstråle... Shak," har sangfuglen selv kærligt skrevet under billedet.
Den søde musik mellem parret opstod i forbindelse med VM i Sydafrika sidste år. Under optagelserne til Shakiras musikvideo til VM-sangen 'Waka Waka', var Gerard Pique en af de fodboldspillere, der var med i videoen.
I januar blev Shakiras separation fra sin argentinske ægtemand Antonio de la Rua officiel. Det skete efter 11 års forhold.
Shakira er 34 år, og dermed 10 år ældre end fodboldkæresten Pique.
Kilde: ABC News