FC Barcelona rejste sig efter midtugens skuffende Champions League-exit til AS Roma ved at vinde 2-1 hjemme over Valencia i den bedste spanske fodboldrække.
Med den knebne sejr slog Barcelona samtidig en enestående rekord, som har været urørlig i 38 år.
I sæsonerne 1978/1979 og 1979/1980 præsterede Real Sociedad at spille 38 ligakampe i træk uden nederlag.
FC Barcelona har ikke tabt en kamp siden 8. april sidste år, da Malaga vandt over catalonierne.
Siden har Barcelona spillet 39 ligakampe uden et eneste nederlag - heraf 32 alene i denne sæson.
I lørdagens kamp scorede angriberen Luis Suarez til 1-0 efter et kvarter.
Barcelona-stopperen Samuel Umtiti fordoblede føringen kort efter pausen, mens Daniel Parejo reducerede for Valencia på et straffespark til slut.
Barcelona er tæt på at vinde det spanske mesterskab og topper tabellen med 82 point efter 32 kampe.
Atlético Madrid har på andenpladsen 68 point efter 31 kampe. Valencia er treer med 65 point efter 32 kampe.
/ritzau/