Der var smæk for skillingen fra første fløjt, da to af de mest underholdende mandskaber i Champions League tørnede sammen i Lyon. Og kampen var da heller ikke mange minutter gammel, da Andres Iniesta bragte gæsterne på 1-0 efter et indlæg fra megatalentet Bojan Krkic.
0-1 holdt kun fire minutter, hvor Juninho igen igen scorede direkte på frispark. Denne gang dog med en del held. Da ingen fik sat hovedet på brasilianerens indlæg, fik det lov at sejle ind over Barcelona-keeper, Valdes. 1-1 holdt halvlegen ud. Og i anden halvleg kom begge hold igen på tavlen en enkelt gang. I begge tilfælde på straffespark. Først Barcelona ved Lionel Messi og ti minutter før tid kunne Juninho udligne med sin anden scoring i aften.
Barcelona tog førstepladsen
2-2 betyder at Barcelona endegyldigt sikrer sig førstepladsen med 11 point for fem kampe, mens andenpladsen bliver et opgør mellem Lyon og Rangers, der begge har syv point, efter at Rangers trods 1-0 føring tabte 3-2 ude mod Stuttgart.
Rangers, der overraskende vandt 3-0 ude over Lyon i første runde kan på baggrund af det resultat nøjes med uafgjort hjemme på Ibrox for at sikre sig den videre deltagelse. Stuttgart, der her til aften fik sine første point har udspillet deres rolle.
Gruppe E
Lyon – Barcelona 2-2 (1-1)
0-1 Iniesta (3.)
1-1 Juninho (7.)
1-2 Messi (58. str.)
2-2 Juninho (80. str.)
Stuttgart - Rangers 3-2