I fodboldklubben FC Barcelona er balladen over klubbens transferkarantæne vokset den nuværende topledelse over hovedet.
Derfor har klubbens præsident Josep Maria Bartomeu udskrevet præsidentvalg onsdag.
- Jeg har indkaldt til pressemøde for at fortælle, at vi har udskrevet præsidentvalg til afholdelse efter, at fodboldsæsonen er slut, for at reducere de spændinger, som omgiver klubben, siger Josep Maria Bartomeu ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg synes, at det er ude af proportioner og ikke i tråd med virkeligheden i klubben, siger præsidenten videre.
Bartomeu overtog præsidentposten for et år siden, da FC Barcelona i forbindelse med købet af den brasilianske superstjerne Neymar, blev anklaget for skattesvindel.
Nu er Barcelonas virkelighed imidlertid, at klubben har fået et års forbud mod at købe spillere, fordi klubben mod reglerne har givet kontrakter til spillere under 16 år.
Mandag fyrede præsidenten sin sportschef Andoni Zubizaretta, mens den tidligere Barcelona-anfører Carles Puyol derefter selv opsagde sin stilling som assistent for Zubizaretta.
Den tidligere Barcelona-præsident Joan Laporta er sat i forbindelse med en tilbagevenden til klubben, men endnu er intet sluppet ud om hans eventuelle kandidatur.
Josep Maria Bartomeu meddeler desuden, at han selv har i sinde at genopstille. Han forventer også, at klubbens nuværende ledelse, trods valget, kan fortsætte sin linje i resten af denne sæson.
/ritzau/