FC Barcelona skal finde sig en ny træner til den kommende sæson, hvis man skal tro på nyhedsbureauet Reuters' oplysninger.
FC Barcelona-træner Josep Guardiola stopper i klubben til sommer, det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Reuters har succestræneren meddelt klubpræsident Sandro Rosell, at han stopper til sommer. Her udløber Guardiolas kontrakt med FC Barcelona også.
Andre spanske medier skriver, at Guardiola og Rosell torsdag havde et møde på tre timer om sagen. Klubben vil ikke bekræfte de informationer, og der er ifølge FC Barcelona heller ikke indkaldt til pressemøde fredag.
Udmeldingen kommer bare to dage efter, at FC Barcelona røg ud af Champions League efter at spille uafgjort 2-2 med engelske Chelsea.
Guardiola har stået i spidsen for det catalanske tophold siden 2008, og allerede i den første sæson i trænersædet førte han Barcelona til både liga-, pokal- og Champions League-triumf.
Som aktiv spiller nåede han 263 kampe for FC Barcelonas førstehold, før han drog videre til Italien.
I denne sæson har Barcelona skuffet og ligger syv point efter ærkerivalerne fra Real Madrid.
Der er kun fire spillerunder tilbage.