For tre uger siden førte Real Madrid med ti point ned til Barcelona i kampen om det spanske mesterskab, men med blot seks-syvkampe endnu er afstanden skrumpet ind til et enkelt point.
Barcelona lagde nemlig maksimalt pres på rivalerne fra Madrid med en sikker 4-0 sejr over Getafe tirsdag aften.
Sejren, som var Barcelonas tiende i træk i Primera Division, blev grundlagt på to mål af Aleixis Sanchéz, et enkelt af Pedro og, bare rolig, en enkelt lille kasse af Lionel Messi, som i alt nu har scoret 61 mål for Barcelona i denne sæson.
Tyske Gerd Müller scorede 67 mål for Bayern München i 72-73-sæsonen, hvilket er det højeste antal sæsonmål af en fodboldspiller i Europa nogensinde, men Messi har gode muligheder for at kunne slå den rekord med endnu seks optrædener i Primera Division og to semifinalekampe mod Chelsea i Champions League til gode.
Real Madrid har spillet en kamp mindre end Barcelona og kan således svinge sig op på et forspring på fire point allerede i aften, når Atletico Madrid byder bysbørnene op til dans.
Den 21. april skal Real Madrid og Barcelona mødes på sidstnævntes hjemmebane, og hvis Barcelona vinder den kamp, har Real Madrid ikke råd til at tabe flere point i denne sæson, forudsat at Barcelona fortsætter med det overbevisende spil.