Før julefreden ligger sig over Fodboldeuropa er der lige en ting til på programmet. El Classico . Opgøret mellem to af spillets stormagter, Barcelona og Real Madrid. Sandsynligvis den klubkamp i verden, som har mest opmærksomhed omkring sig.
Det største opgør
»Det er i mine øjne verdens største opgør for klubhold. Der er kun The Old Firm mellem Rangers og Celtic i Skotland, som følelsesmæssigt nærmer sig, men det opgør har ikke global interesse i samme grad som Barcelona mod Real Madrid,« siger fodboldkommentatoren Morten Bruun.
Søndag aften koges alt dette ned til 90 minutters drama på Europas største stadion, Camp Nou, hvor næsten 100.000 tilskuere vil forsøge at bære Barcelona-spillerne til en sejr. Og en sejr er bydende nødvendig for den catalanske fodboldstolthed, som før kampen er fire point efter de regerende mestre.
»For Barcelona vil uafgjort være at regne for et nederlag. Det er bydende nødvendigt at tage alle tre point, hvis troen på mesterskabet skal bevares,« konstaterer Morten Bruun, som tror, at Barcelona vinder kampen lillejuleaften.
Hvad med Ronaldinho?
Ronaldinho er genstand for den heælt store virak i de spanske medier. Er han med eller ej. Efter et elendigt efterår, hvor han flere gange har været vraget af træner Frank Rijkaard, ser de fleste kampen i morgen som den endelige udmelding om, hvorvidt brasilianeren har en fremtid i klubben.
»Hvis Ronaldinho ikke er med mod Real Madrid, så tror jeg ikke på, at han er at finde i klubben ret meget længere,« lyder Morten Bruuns vurdering.