Selvom Michael Laudrups sønner, Andreas og Mads, kun er henholdsvis 16 og 17 år, er de allerede et emne i faderens gamle storklub Barcelona. Det skriver TV 2 Sporten.
For nyligt blev Michael Laudrup udnævnt af Barcelonas fans til at være den niende mest populære spiller nogensinde i klubben. Åbenbart er mindet så tydeligt, at Laudrups tidligere holdkammerat Aitor Beguiristan, der nu er Barcas sportschef, vil se, om der ikke også skulle være guld i Laudrups sønners ben.
Derfor har Beguiristan ringet til Laudrups manager, Bayram Tutumlu, for at høre, om Andreas og Mads ikke kunne tænke sig at komme på prøveophold i Barcelona i påsken i forbindelse med klubbens traditionelle talentturnering.
Også rivalerne fra Real Madrid, hvor Laudrup også har spillet, har forhørt sig om sønnerne, men ifølge Tutumlu er det Barcelona, der trækker, da begge drengene »er helt vilde med Ronaldinho«.
Et prøveophold vil sandsynligvis kunne arrangeres for Andreas, da han til dagligt spiller som amatør hos Lyngbys juniorer. Mads er derimod på kontrakt hos FC Københavns seniortrup, og derfor kræver opholdet accept fra arbejdsgiveren. Den mener Tutumlu, at Mads nok skal få, da Tutumlu betegner Flemming Østergaard som sin »personlige ven«.