Elsker du at læse nyheder på dmi.dk? Og bruger du tid på at nærstudere syvdøgnudsigterne fra DMI?
Så bliver du slemt skuffet over de konkrete konsekvenser af den store fyringsrunde hos Danmarks Meteorologiske Institut.
Avisen.dk kan torsdag fortælle, at der er blevet sagt farvel til 57 medarbejdere i slutningen af november.
Og det får direkte konsekvenser for de services, som danskerne har adgang til på blandt andet dmi.dk. Det fortæller direktør, Marianne Thyrring.
Kortere syvdøgnsprognose
Syvdøgnsprognosen kommer ikke længere til at være en lang tekst med detaljerede beretninger om den kommende uges vejrforhold.
- Meteorologerne bruger lang tid på at skrive den, når de er på vagt. Den skal være noget kortere. Vi har også en mistanke om, at der ikke er så mange, der læser den, siger Marianne Thyrring.
Ingen regional-grafik
Regionaludsigten bliver fremover ikke præsenteret med grafik. Grafikken laves manuelt af den vagthavende meteorolog og tager lang tid på en vagt, siger Marianne Thyrring. Derfor må man altså nøjes med vejret på skrift, hvis man er interesseret i de regionale vejrforudsigelser.
Færre nyheder
Der kommer færre nyheder om små og store vejrfænomener på dmi.dk. I stedet vil DMI komme ud med deres viden uden at bruge så mange kræfter selv. Det kan man blandt andet bruge sociale medier til at gøre.
- Vi har brugt meget krudt på hyggehistorier om vejret. For eksempel om, hvorfor det er sværere at cykle i koldt vejr. Og når man skal skære fra, så er det ikke kerneforretning, siger Marianne Thyrring.
LÆS MERE OM MASSEFYRINGERNE I DMI HER.