Liget af den tidligere amerikanske præsident Barack Obamas personlige kok er mandag blevet fundet i en sø på den amerikanske ferieø Martha's Vineyard.
Det oplyser de amerikanske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ferieøen Martha's Vineyard ligger ved den amerikanske østkyst i delstaten Massachusetts syd for halvøen Cape Cod.
Den 45-årige kok Tafari Campbell begav sig søndag ud på et paddleboard på søen Edgartown Great Pond på Martha's Vineyard. Her blev han set kæmpe for sit liv for til sidst at forsvinde under vandoverfladen.
Søen er beliggende nær en ejendom, der er ejet af Obama-familien.
Hverken Barack eller Michelle Obama var til stede på ejendommen, da paddleboard-ulykken skete, oplyser politiet i Massachusetts ifølge Reuters.
Tafari Campbell har tidligere arbejdet som kok i Det Hvide Hus, mens Barack Obama var præsident for USA. Han var præsident i to sammenhængende perioder fra 2009 til 2017.
Da Obamas anden præsidentperiode sluttede, begyndte kokken at arbejde privat for Obama-familien. Det skriver den tidligere præsident og hans kone, Michelle Obama, i en udtalelse mandag.
- Tafari var en elsket del af vores familie, skriver familien i udtalelsen.
- Han var kreativ og passioneret omkring mad og dens evne til at bringe mennesker sammen. Igennem årene har vi lært ham at kende som en varm, sjov og utroligt omsorgsfuld person, der gjorde vores liv lidt lysere.
Dykkere begyndte søndag at lede efter Tafari Campbell, efter et opkald om at en mandlig paddleboarder var gået i vandet og forsvundet under vandoverfladen.
Mandag blev kokkens lig fundet i søen, siger politiet i Massachusetts.
Tefari Campbell efterlader sig kone og to børn, skriver Obama-familien.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters